Fysikkens historie

Middelalderen:

Aristoteles er en af de mest kendte græske filosoffer. Han forsøgte at give en fysik forklaring på de fænomener, han iagttog. Ifølge ham bestod verden af 4 elementer: jord, vand, luft og ild. Han fik dette bekræftet ved at iagttage forbrændingen af ild. Jordkloden blev betragtet som universets centrum.
Himmellegemerne blev betragtet som et femte element og blev kaldt æteren. I middelalderen blev verdensbilledet ikke baseret på systematiske eksperimenter, men af en mere spekulativ karakter.

Klassisk (500-600 år siden):

I den klassiske tid lavede man mange observationer. Tycho Brahe udviklede en teori om, at solen kredsede om jorden, men at de øvrige planeter kredsede om solen. Galileo Galilei brød med den spekulative side af fysikken. For ham kunne videnskab kun baseres på eksperimenter og observationer.  Galilei har udtalt et af de mest berømte citater indenfor fysikkens verden:

Mål det, der er måleligt, og gør det, der ikke er måleligt, måleligt.

I den klassiske tid blev kikkerten opfundet. Galilei opdagede, at der var bjerge på månen og pletter på solen. Med Galilei’s observation blev universet større end nogensinde før. Kopernikus arbejdede med at måle året og månederne ud fra observationer af de forskellige planeter.
Newtons udviklede gravitationsloven – det gik ud på at jorden påvirkede månen med en tiltrækningskraft, og at denne kraft fastholdt månen i sin bane.

Moderne

Niels Bohr udviklede kvantemekanikken. Det vil sige noget, der beskæftiger sig med stoffets egenskab på atomart niveau. Einstein var en banebrydende fysiker, der udviklede relativitetsteorien.
De to fysikere dannede grundlag for viden om atombomben.